1 graviditetsundersøgelse

1. Graviditetsundersøgelse:
Husk at bestille tid til første Graviditetsundersøgelse som skal foretages i graviditetsuge 8 – 10. Se evt. terminsberegner. I kan ringe til sekretæren for at booke tiden.
Husk at nævne at det er første Graviditetsundersøgelse, da der skal afsættes tid hos først sygeplejersken og derefter hos lægen.
Ved hvert besøg laves en urinprøve. Se under punktet: urinprøve.
Ved første Graviditetsundersøgelse tages blodprøver, udfyldes svangre- og vandrejournal, evt. GU.

Gravide tilrådes at spise en almindelig sund kost. Dette kan man gøre ved at følge de 8 kostråd:

spis frugt og grønt 6 om dagen
spis fisk og fiskepålæg flere gange om ugen
spis kartofler, ris eller pasta og groft brød hver dag
spar på sukker – især fra sodavand, slik og kager
spar på fedtet – især fra mejeriprodukter og kød
spis varieret og bevar normalvægten
sluk tørsten i vand
vær fysisk aktiv – mindst 30 minutter om dagen

Alle gravide anbefales følgende kosttilskud:
1. 400 mikrogram folsyre dagligt i form af en folsyre tablet eller en multivitamintablet fra graviditeten planlægges til og med 3 måneder henne i graviditeten.

2. Et dagligt jerntilskud på 40 – 50 mg ferrojern fra 10. graviditetsuge og resten af graviditeten.
Såfremt den gravide lider meget af kvalme kan man evt. vente med at starte jerntilskud til senest graviditetsuge 18. Jerntilskuddet tages separat og mellem måltiderne, hvor absorptionen er bedst og ikke sammen med mælk og andre tilskud.

3. Et dagligt D-vitamintilskud på 10 mikrogram gennem hele graviditeten.
Mange har et lavt D-vitamin niveau især i vinterperioden. D-vitamin er vigtigt for optagelsen af calcium og for knogleopbygningen. Derfor er det vigtigt, at gravide supplerer med D-vitamin tilskud.

Alkohol:
Sundhedsstyrelsen har i 2019 opdateret skærpelsen af Alkohol:
Alkohol kan være skadeligt for fosteret under hele graviditeten – også i perioden inden man opdager, at man er gravid. Man ved, at et forbrug på ca. én genstand om dagen eller derover kan give skader hos fosteret. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du ikke drikker alkohol under graviditeten, eller hvis du gerne vil være gravid.

Rygning:
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du helt undgår at ryge, 
hvis du er eller gerne vil være gravid. Rygning er ikke alene meget usundt for fosteret og kan give skadevirkninger efter barnet er født – det sænker også sandsynligheden for, at du bliver gravid.

Husk at oplyse at du er gravid - hvis du får brug for at kontakte vagtlægen under din graviditet